|
Af Ulla Andersen
- Hverken i familien eller i parforholdet
har man krav på at bestemme, hvad der er ret og rimeligt. Gør
man det, betragter man i realiteten familien eller forholdet som en arbejdsplads,
hvor man selv er chef. I stedet for at bestemme, er det mere brugbart
at sige ”Jeg har behov for...” eller ”Jeg er ked af,
at vi ikke er enige”.
Peter Kongshaug er psykoterapeut og har specialiseret sig i parterapi,
hvor der ofte er fokus på magtbalancen i parforholdet.
- Et parforhold er det mest ambitiøse projekt af alle, og det lever
kun af sin egen succes.
Hvert eneste forhold og familie har sin helt egen historie, og det afgørende
er, hvordan man spiller sammen. I første omgang er den afgørende
drivkraft i et parforhold forelskelsen. Det er den, der overhovedet får
os til at se på hinanden og til at sige ja til en dans, en middag
og til sidst også til at leve sammen. Forholdet i sig selv får
en selvstændig identitet, siger Peter Kongshaug, der mener, at det
er helt afgørende for det kommende forhold, hvordan vi i starten
får præsenteret os selv og vores behov.
- Jo mere tydeligt man præciserer sig selv, jo tydeligere står
man over for den anden og jo bedre kender man hinandens udgangspunkt.
Og på den måde kan man bedst tydeliggøre sine egne
drømme, bekymringer, idealer og behov.
Meget ofte er det sådan, at manden slås for sine aktiviteter,
for et ”frirum”, mens kvinden slås for retten til forholdet.
I et parforhold står der ofte mere på spil for kvinden end
manden. Hun er mere afhængig af, at forholdet fungerer og er derfor
også villig til at gå længere for at finde en løsning,
der bevarer forholdet. Og så er magten faktisk placeret, mener Peter
Kongshaug, der ser magten i et forhold, som en dæmon, der skal holdes
under kontrol. Og der findes ifølge Peter Kongshaug ikke større
udfordring i livet end af få et parforhold og dermed også
den indre magtbalance til at fungere. Kommer der børn til, og parforholdet
bliver til en familie er der flere behov, synspunkter og ønsker,
der skal fordeles ligeligt mellem parterne.
- Ofte kan alt det, der indgår i en families liv, penge, tid, børnene
ende i diskussioner om rimelighed. Og det er en svag størrelse.
Der er jo ret beset ikke meget ære i bare at få ret. Det er
vores valg og handlinger, som er afgørende. Men de kan til gengæld
også virke provokerende. Desværre forekommer det mig også,
at vi ikke bruger megen tid på at mærke, hvad det er, vi har
fået i parforholdet og familien, og vi har svært ved at acceptere,
at livet har visse begrænsninger, siger Peter Kongshaug.
Peter Kongshaug er selv gift og har tre børn, og hans eget parforhold
og familieliv byder ofte på hændelser, der udfordrer magtbalancen
i familien.
VI ER IKKE ENS
- For nylig sagde jeg f.eks. til min kone,
at jeg synes familien ville have godt af at komme på en skiferie.
Det sagde hun nej til. Med henvisning til vores regnskab. Okay, da jeg
fik kigget på det, så det da heller ikke ud til, at der var
plads til en skiferie for to voksne og tre børn. Jeg respekterede
hendes udgangspunkt og dermed også hendes synspunkt. Men derefter
gik jeg igang med at regne, rykke rundt på nogle poster og endte
med at sætte en ferie sammen, der var rimelig i pris. I stedet for
at rejse sydpå, gik turen nordpå, og på den måde
havde jeg fået skabt et nyt udgangspunkt for, at familien nu kunne
tage stilling til, om vi havde råd. På den måde er det
muligt at tilgode to lige rimelige behov, forklarer Peter Kongshaug, der
endte med at få en god skiferie med familien uden at økonomien
af den grund væltede.
- I et parforhold gælder det om at øve sig i at dele. At
turde sige ”Jeg har brug for...” og når den anden først
har godkendt dette princip, er der banet vej for at finde en løsning,
alle kan leve med. Samtidig er der ikke behov for, at det kun er den ene
part, der bestemmer, men at man derimod når frem til en fælles
beslutning på de givne præmisser, tilføjer Peter Kongshaug.
For Peter Kongshaug er det vigtigt at familien skal være til glæde
for hinanden. Og dermed bliver en eventuel magtkamp aldrig aktuel, lige
så lidt som behovet for at dominere og bestemme.
- Et parforhold kan sammenlignes med et drivhus, hvor det er op til hver
enkelt, hvad man vil dyrke. Hvis det fungerer godt, bruger begge parter
deres magt til at skabe trivsel og vækst. En familie er jo samtidig
det sted, hvor man lærer at være menneske, og jo mere tydelige
vi er, jo bedre mulighed er der for både at lytte og blive hørt.
Men der findes jo også mennesker, som ikke magter et parforhold,
Enten er de for umodne eller også har de et urealistisk billede
af virkeligheden. Og så findes der jo også mennesker, der
kun overkommer sig selv, men som alligevel lever i glimrende parforhold.
Det kræver blot en partner, der villig til at bo sammen med en gæst,
der tager for sig af retterne, men går, når opvasken skal
tages, siger Peter Kongshaug, og tilføjer, at hvis ingen i familien
iøvrigt gider tage opvasken, så kunne man måske tage
den sammen.
For Peter Kongshaug er det helt afgørende at respekten i en familie
er til stede. Også respekten for den enkeltes behov, stor som lille.
Det drejer sig om at fordele ressourcerne i familien rationelt.
-To mennesker ser ikke altid ens på tingene. Det gør børn
og voksne i en familie heller ikke. Så vi burde hellere fokusere
på, at det ikke er verdens undergang, hvis vi ikke er enige om alting.
Lykken kan godt forstyrres af en uoverensstemmelse, hvis blot vi lytter
til hinanden og gør os synlige hver især.
(Trykt i Femina nr.38 16 september 2004, side 42) |
©